Ode til en anti-rejse-elsker

Dots mor og Dot. Af Martine

Dots mor og Dot. Af Martine

KOMMENTAR Jeg elsker IKKE at rejse. Sådan en er Dortes mor. Dorte elsker at rejse. Ligesom de fleste af os. Dorte rejser måske lidt mere end gennemsnittet. Hun craver allerede efter den næste rejse ved ankomsten til lufthavnen. Ja, nærmest i det hun sætter sig på flyet hjem. Så sidder hun der i flyveren og overvejer, hvor hendes næste rejse skal gå hen. Og man modtager en sms om, hvorvidt vi ikke lige skal et smut til London. Snart. Du tager bare Elena med. Og det gør jeg. Jeg er nemlig også sådan en, der elsker at rejse.

Jeg har tænkt meget over det med Dortes mor. Hun er unik. Jeg mener, hvor mange mennesker er anti-rejse-elskere. Kender du nogen? De fleste bruger deres frihed og fritid på at rejse. Men når alle elsker det. Så kan det ikke være sjovt at være sådan en, der ikke elsker det. Det tænker jeg tit, når Dorte og jeg taler om, hvorfor Dortes mor ikke kan lide at rejse. Og så tænker jeg på, hvorfor vi taler om det, hvorfor vi tænker på det, hvorfor vi ræsonnerer over det. Og det er vel fordi det ikke giver mening for os, og vi derfor – ved at tale om det – tror vi kommer nærmere en forståelse af det. Men det gør vi ikke. Allerhelst ville vi gerne ændre hende. Få hende til at elske at rejse. Ligesom vi gør. Hvorfor egentlig? Og gælder det i virkeligheden ikke også alle mulige andre aspekter af livet, hvor folk gør ting anderledes. Så prøver vi at få dem til at forstå, at de bør ændre sig. Bør ændre adfærd. Ofte uden at tænke over det. Det er bare en vane. Ren rutine. Men nu handler det om ikke at elske at rejse.

Og mit spørgsmål lyder egentlig bare, hvorfor er det ikke okay at være anti-rejse-elsker? Hvorfor hylder vi hende ikke for, at hun tør stå fast på, at hun ikke har rejselyst, og at det faktisk er ret stærkt i et samfund, hvor mantraet syntes at være: jeg rejser ergo er jeg og, hvor det at handle anderledes end normen på en eller anden måde er lidt besværligt, for det skal helst kunne forklares, hvorfor, hvorfor, hvorfor. Ahhh derfor! Årsager gør ting acceptable. Men hvad nu hvis der ikke er en årsag. Hvad nu hvis det bare er, fordi. Fordi jeg ikke kan lide det. Hvorfor skal der være en årsag? Hvorfor skal dét ikke at ville rejse have en forklaring, en mening, en årsagssammenhæng? Hvad nu, hvis det er Dortes mor, der har fat i den lange ende. Mens vi andre er nødt til at rejse væk for at finde ro. For at lade op. For at kunne holde hverdagen ud. Så holder hun ud. Holder af. Hverdagen. Hun finder ro. Har ro. I sin hverdag. I sine omgivelser. Hun behøver ikke at rejse. Det er da lidt smukt. Og ret misundelsesværdigt.

Hvis du virkelig vil indtage et sted, så tegn det!

Ordmaleri_skagen Hvis du virkelig vil indtage et sted, så find blyant og blok frem og tegn! PS. Kræver selvfølgelig at du huskede at tage det med i første omgang, så dette er din reminder, husk det.

Som du ser på tegningen, er jeg verdens bedste tegner, i al fald hvis du spørger barnet på selvsamme tegning, og hvad jeg opdagede, da jeg satte blyanten til papiret, var, at det var sjovt. Jeg blev nysgerrig på min egen tegneevne. Var mine hænder så kreativt udfordrede, som jeg forventede eller var de rent faktisk i stand til at give stregerne liv? Som stregerne tog form gik det op for mig, at jeg begyndte at opleve stranden i bidder, for ja, tegningen forestiller en strand. Hvor mange skibe lå der egentlig derude i vandlinien? Hvilken slags skibe var der tale om? Hvor mange mennesker var der i vandet? Hvad lavede de? Hvem var de? Hvad havde de på? Og hvad med havet, hvilke linjer og genspejlinger viste sig for mig, mens det skiftevis brusede og skvulpede mod strandbredden? Hvordan så sandet ud? Hvad var sandets struktur? Der var sten. Men det var ikke bare sten, der var muslinger, konkylier, mørke sten, hvide sten, små sten, store sten – og der var tang.

Normalt ville jeg tage telefonen eller kameraet frem. Fotografere mig gennem rejsen. Det hjælper mig med at fastholde øjeblikke, og gør mig i stand til at gribe skønheden i det øjeblik. Det er kun et klik væk. Det er så nemt. Easy comes, easy goes? Ja, jeg er blevet udfordret på netop min fototrang, for det at tegne stranden i Skagen gjorde mig glad. Glad på en helt anden måde end det at trykke på aftrækkeren. Nu skal der sgu tegnes!

At tegne et øjeblik. At tegne det bedste/det dejligste/det smukkeste/det sjoveste der skete den dag er sgu ikke nemt eller hurtigt. Det kræver at jeg engagerer mig i omgivelserne, stiller spørgsmål til mine omgivelser og giver mig tid.

John Ruskin er manden bag disse idéer om at tegne. Født i London i 1819 og optaget af, hvordan man kunne besidde et steds skønhed, og underviser i tegning og forfatter til to grundlæggende værker om at tegne: The Elements of Drawing (1857) og The Elements of Perspectives (1859). Han mente, at tegnekunsten var langt mere vigtig for menneskeracen end skrivekunsten, og derfor udgav han de to ovenstående fortsat vigtige bøger. Hans projekt var af stærk demokratisk og human karaktér. Han var ikke interesseret i at lære folk at tegne, men i AT SE. At bemærke frem for at kigge. Hvorfor?

“Mine bestræbelser (på at undervise i at tegne red.) er ikke rettet mod at gøre en tømrer til en kunstner, men mod at gøre ham gladere som tømrer.”

Som Ruskin sagde i 1857 til en Kongelig Kommission. Og som filosoffen Alain de Botton opsummerer:

“I den proces, hvor vi med egen hånd genskaber det, der er foran os, er det som om vi naturligt flytter os fra en position, hvor vi iagttager skønheden løst, til en position, hvor vi får en dyb forståelse for dens bestanddele og dermed bedre erindringer om den.”

Blev du nysgerrig? Læs “Om at besidde skønhed” (kapitel 8) i Alain de Bottons bog KUNSTEN AT REJSE fra 2003.

“The first condition of understanding a foreign country is to smell it”

Citat

Indien Delhi snavs

Indien har mange dufte. Selv om her er beskidt, var det som regel blomstrende røgelse, der ramte næseborene, da jeg første gang besøgte Indien i 2012. Her er det et glimt fra en gade i millionbyen Dehli. Foto: Dorte Hansen

Citatet er af: Rudyard Kipling, forfatter til ‘Junglebogen’, født i Indien.

Guide til New York på cykel

Var jeg i New York lige nu, ville jeg leje en cykel og køre en tur over Brooklyn Bridge fra Manhattan-siden.

Guide. Jeg er vild med New York. Det har ikke altid været sådan, men det er en helt anden historie. På cykel får du mulighed for at se meget af byen på kort tid.

Selv foretrækker jeg cykelturen over Brooklyn Bridge tidligt på dagen, så solens stråler ikke skærer alt for hårdt.

På vej over broen skal der være tid til et par stop, så udsigten kan nydes. Det kan være ved de tykke bropiller for eksempel.

Vel ovre på Brooklyn-siden, i bydelen Dumbo, vil jeg købe salte og søde snacks hos ‘Pea & Pickles’ på Front Street – for jeg snacker rigeligt, når jeg er i USA… Lidt længere henne ad gaden smutter jeg i Starbucks, hvor jeg afhængig af vejret køber en Mocha Frappucino eller en vanille latte.

Så er det tid til at slappe af og suge indtryk fra Manhattans skyline ind.

Siden jeg begyndte at komme i New York for mere end et årti siden, har området ved vandet mellem Manhattan Bridge og Brooklyn Bridge udviklet sig meget. I begyndelsen var det ikke så grønt og indbydende som det er nu. Det er som om, man pludselig har opdaget, at både lokale og turister sætter pris på grønne parker ved vandet. Og gerne med udsigt.

På turen tilbage over broen må jeg altid liiiige stoppe og tage endnu et par billeder af Manhattans skyline og af broens kabler over mit hoved.

3 tip til cykelturen over Brooklyn Bridge

  1. Pas på fodgængerne – de går uden varsel ind på cykelstien. Opdelingen er nemlig kun markeret af en malet hvid streg og et par .
  2. Sørg for at have vand med – solen kan bage nådesløst på den skyggefrie tur over broen en sommerdag. Køb dit vand inden du når broen – det er billigere i butikkerne end ved sælgerne her.
  3. Er det højsommer, så tag turen over tidligt om morgenen, inden solen er blevet helt skarp, eller omkring solnedgang, hvor den bager knapt så lige ned.

I Politikens tillæg Rejser skrev jeg på et tidspunkt en reportage fra en af mine cykelture i New York. Den kan læses på Politiken.dk.

Læs også min guide til en weekend i New York.

Oplev New York på en weekend

Solnedgang over New York set fra toppen af Rockefeller Center giver lækker udsigt til Empire State Building.  Foto: Dorte Hansen

Solnedgang over New York set fra toppen af Rockefeller Center giver lækker udsigt til Empire State Building. Foto: Dorte Hansen

Guide. New York er en stor mundfuld. Og det virker egentlig underligt, at guide til blot en weekend der.

Men ikke desto mindre er det, hvad jeg har gjort i min guide til en weekend i New York, der tidligere er blevet bragt i Politikens tillæg Rejser. Du kan læse guiden på Politiken.dk – bare klik, og linket tager dig direkte til artiklen. Her får du blandt andet mine bud på steder at se byen fra oven, et par gode restauranter og selvfølgelig lidt fascinerende fakta.

Tag det som en lille smagsprøver, et par hapsere, inden du for alvor selv kaster dig over den buffet, der er New York.

Jeg har venner i byen og har derfor besøgt den et utal af gange, og som regel bliver jeg der flere uger ad gangen. På den måde har jeg god tid til både at tulle rundt og kigge på mennesker, som der er rigtigt mange af. Men også tid til at se byen fra flere vinkler.

Efter snart to årtiers besøg er min New York-to-do-liste fortsat lang. Jeg falder nemlig som regel i ren hygge-mode, når jeg rammer Manhattan. Og så har jeg for vane at vende tilbage til de samme steder og gøre de samme ting igen og igen – som blandt andet at gå eller cykle over Brooklyn Bridge, nyde udsigten mod Empire State og frihedsgudinden fra Top of The Rock eller at spise medbragt frokost på en bænk i Central Park. Så det er egentlig sjældent, der bliver krydset mere end et par få restauranter af listen. Og det er helt okay med mig – så har jeg flere undskyldninger for at at vende tilbage.

Højt på min liste står en tur med den gratis Staten Island Ferry, hvorfra man har en smuk udsigt til frihedsgudinden og til Manhattans skyline. Det tager kun 25 minutter hver vej. Næste gang er det det, jeg skal. Hvis jeg når det …

Breaking Bad i Albuquerque

Guide. En fysiklærer får konstateret kræft og begynder at producere og sælge narkotikummet metaamfetamin. Umiddelbart lyder det ikke som opskriften på en succesfuld tv-serie, men ikke desto mindre er det på overfladen, hvad den amerikanske hit-serie Breaking Bad handler om. Serien er blevet så stor en succes, at byen Albuquerque, hvor den er optaget, er blevet et populært turistmål for seriens fans.

Min lokale veninde Trine Christensen tog mig med på en guidet tur i sporene på den prisbelønnede tv-serie. Jeg fik set sider af Albuquerque, der normalt ikke vil tiltrække turister. For når tv-serien foregår i en virkelighed, der ikke altid er smuk og poleret, er lokationerne det selvfølgelig heller ikke.

Jeg skrev i december en artikel til Berlingske om, hvad Breaking Bads succes har betydet for den amerikanske ørken-by.

San Francisco Hotel Parc 55 – et studie i brunt

San Franciscos skyline ser fantastisk ud fra 31. etage.

San Franciscos skyline ser fantastisk ud fra 31. etage. Indenfor på hotel Parc 55 er der derimod ikke meget at se på. Foto: Dorte Hansen

HOTEL. Beige. Mørkebrun. Ja, sågar bæ-brun, selv om jeg er ret sikker på, at hotel Parc 55 i San Francisco ikke selv vil beskrive deres interiørs kulør med det ord. Efter en halv dag på hotellet har jeg fået nok af brunt, der er den gennemgående farve i foyer, lounge, restaurant, gange og på værelserne.

Lad mig være helt ærlig, brun kan sagtens bruges på en elegant måde i indretningen, men det er langt fra, hvad man har gjort her, hvor vægge, søjler, møbler, kunst, gardiner og gulvtæpper er smurt ind i en lille håndfuld nuancer af brun brudt af lidt rødt hist og pist.

Ved nærmere eftertanke er mit egentlige problem måske gulvtæpperne, som jeg ikke mener er et videre luksuriøst indslag på et hotel. Faktisk er tæpper i top fem over det mest ulækre, man kan byde mig på et hotelværelse. For kan de nå andet end blot at støvsuge tæppet inden næste hold gæster ankommer?

Og så er der kunsten på væggene, som provokerer mig en del. Naturligvis er lærrederne overalt også et studie i brunt. Men det, der virkelig irriterer mig, er, at det blot er print på lærreder og ikke originalkunst. Når man betegner sig selv som et luksushotel, må man også investere i noget lækkert at se på, i stedet for blot noget, der ligner masseproduceret IKEA-kunst. Og især, når man ligger i en by som San Francisco, der vrimler med lokale kunstnere, der garanteret er så vilde for at få deres værker på væggene på et hotel med mere end 1.000 værelser, at der kunne købes med mængderabat.

Opgraderet til en suite

Jeg er her med to veninder, og vi har booket et dobbeltværelse med en opredning, så vi kan få hver vores seng. På værelset bliver vi mødt af en kommode, et skrivebord med stol, to bløde lænestole, sofabord og to smalle dobbeltsenge. Ingen opredning – og umiddelbart er det svært at se, hvor sådan en skal presses ind. Mel foreslår at hun kan sætte de to stole sammen og sove på dem.

”Ikke tale om. Vi har betalt 350 dollar for et værelse med opredning,” skælder jeg.

Vi tager på sightseeing og håber, at den ekstra seng trods alt er ankommet, når det er sengetid.

Kl. 21 er der stadig ingen seng. Cara, der har booket, ringer til receptionen.

”Jeg har booket et værelse med opredning. Jeg fik at vide, at det var okay da jeg bookede. Og jeg fik at vide, det var okay da jeg tjekkede ind. Og nu siger du, at det ikke kan lade sig gøre. Havde vi vidst det, havde vi jo ikke booket værelset, når vi har brug for en ekstra opredning,” siger hun med mild, men bestemt stemme til receptionisten, der stiller hende om til manageren.

Cara gentager, hvad hun lige har sagt, fortæller at Parc 55 ellers er hendes favorithotel i San Francisco, men at vi altså har brug for den opredning. Desværre kan det ikke lade sig gøre på grund af brandsikkerheden, siger manageren.

”Men hvorfor var der ingen, der sagde det til mig, da jeg bookede eller tjekkede ind?” spørger Cara og det kan manageren ikke svare på. Men hun har et andet tilbud.

”Vil det så koste mig ekstra?” spørger Cara.

Ti minutter senere banker det på vores dør. Udenfor står en mand med to nøglekort til en suite på 31. etage, hvor vi får stue, køkken og separat soveværelse uden ekstra betaling.

Vi jubler. Og så griner vi over det absurde i, at manageren efter en lang samtale, der handlede  om, at vi er tre, og derfor har brug for tre senge, hvorfor vi får et større værelse, alligevel bare sender os to nøglekort.

Vel indflyttet i vores nye hjem, ankommer en ekstra seng.

”Hvornår får vi den sidste opredning?” spørger jeg.

5 tip til bilferie i USA

TIP. Der er meget at tage højde for, når du tager på bilferie i USA. Er jeg i New York foretrækker jeg at være uden bil, mens det i Los Angeles er nærmest umuligt at undvære en bil. Her er fem tip til at leje og køre bil i USA.

  1. I storbyerne – Hold dig fra vejene mellem 7-9 om morgenen og 15-19 om aftenen, hvor det gerne tager dobbelt så lang tid at komme fra a til b på grund af ekstrem myldretidstrafik. I sær i Los Angeles, der er notorisk kendt for sine timelange trafikpropper.
  2. New York – hold øje med cyklister. I New York har man de seneste 10 år med held arbejdet på at forbedre forholdene for cyklister. Det betyder, at der efterhånden er en del af de tohjulede på gaden, men cykelstier er ikke seperate fra bilernes kørebane, så hold et ekstra øje.
  3. Højresving – Det er lovligt at dreje til højre for rødt, ja faktisk er det ulovligt at lade være, har jeg fået at vide, men om det er sandt ved jeg ikke. Det er da også med et sug i maven de første par gange, jeg kører ud for rødt lys. Men indtil nu er det kun gået som det skal.
  4. Billeje – det kan godt betale sig at leje bilen hjemmefra. Tilmeld dig nyhedsmails fra forskellige udlejningsselskaber som Alamo, Avis, Hertz. Og tjek hjemmesider som ebiludlejning.dk, der søger tilbud på tværs af udlejningsselskaberne. Skriv dig også op til forskellige flyselskabers gratis pointkort som SAS’ Eurobonus, KLMs Flying Blue og Air Berlins One World, der alle indimellem giver dig særlige tilbud på billeje, med ekstra point oveni hatten.
  5. Bilens størrelse – … betyder virkelig kun noget, hvis du skal køre i ørken eller højtliggende områder, hvor luften er tyndere luft. Jeg går altid efter den mindst mulige bil, hvilket jeg fortrød på en tur til Albuquerque i New Mexico. Her endte jeg med at skabe kø op ad en bakke, fordi bilen selv med speederen i bund simpelthen ikke kunne komme hurtigt nok i omdrejninger.

Betjente joker med tyveri

HØRT. ”Løb løb. Jeg stjæler den…”
En larmende mandsstemme får familier og solister ved de ti cafeborde uden for Starbucks på Pier1 i San Francisco til at vende sig mod fortorvet.
Her står to storsmilende betjente iført cykelshorts, solbriller og cykelhjelm og læner sig op ad deres køretøjer, mountainbikes. Den ene betjent retter en mobiltelefons kamera mod en kvinde og mand, der vil foreviges med den stålgrå San Francisco Bay Bridge i baggrunden.
”Hvor er I fra?” buldrer betjenten, mens han afleverer mobilen tilbage, for selvfølgelig stjæler betjente ikke her.
”Egypten”, lyder det i kor fra parret.
”Egypten!”, buldrer betjenten, ”velkommen til Amerika”, og med et vink er han og kollegaen tilbage på cyklerne og videre ud i den lunkne solskinsdag.

“Du har en stor næse” – når hotelpersonalet bryder grænser

Indien Taj Mahal og mig

Billedet alle tager, når de besøger Taj Mahal. Foto: Dorte Hansen

Hotel-tip Goa. For snart et år siden var jeg for første gang i Indien, og lad mig være helt ærlig – det var en blandet fornøjelse.

Til Politikens rejsetillæg ‘Rejser’, skrev jeg om mit hotel i Goa, hvor tjeneren var utrolig snakkesaglig.